Våbenskjolde opstod i det tidlige 1100-tal som et middel til at identificere personer af adelig byrd. De bemalede skjolde skulle hjælpe ridderne til at genkende hinanden i krig samt i turneringer, hvor det også kom tilskuerne til gode. Til at begynde med var våbenskjoldet personligt, men det enkelte skjold blev hurtigt arveligt og gjaldt således for hele slægter. Våbenskjoldene brugtes også i sociale og juridiske sammenhænge, hvor ejerskab, tilhørsforhold eller ophav skulle angives. Således finder vi våbenskjolde anvendt på laksegl på dokumenter, som udsmykning på bygninger, på tøj, på sølvtøj, dragkister, kakkelovne og andre møbler, på kanoner, brevpapir og i bøger (som ex-libris), på smykker og på malerier. Ja, stort set hvor som helst nogen ønskede at bekendtgøre ejerens eller skaberens identitet.
Mange har den opfattelse at besiddelsen af et våbenskjold er ensbetydende med adelskab. Dette er dog en fejlopfattelse. Allerede i løbet af middelalderen – fra midten af 1200-tallet – begyndte også adelige kvinder og kirkens folk (abbeder, biskopper og kardinaler) at bruge våbenskjolde, og snart fulgte også de mest fremtrædende borgere i byerne trop. Selve byerne tog da også hurtigt våbenskjolde i brug. Efterkommerne af disse kender vi i dag som kommunevåben. I dag, såvel som førhen, kan alle, der ønsker det, antage et våbenskjold. Det er ikke ulovligt at bruge et våben, der tilhører en anden person eller familie (med mindre disse har opført det hos Patent- og Varemærkestyrelsen), men det betragtes som rigtig dårlig stil at gøre det.
Videnskaben om våbenskjolde kaldes også heraldik, og det er under denne betegnelse, det skal søges, både på internettet, og hvad angår litteratur om emnet.
De heraldiske regler er normer for våbeners indhold, farvelægning og sammensætning. De har været holdt i hævd siden våbenkunstens opståen og ligger i klar forlængelse af dens middelalderlige oprindelse. Skjoldfigurerne tegnes derfor uden brug af perspektiv og er ikke naturalistiske. Dyr og planter fremtræder i stærkt stiliseret form. En særlig gruppe af skjoldfigurer dannes ved delingslinjer af forskellig art, hvorved der fremkommer figurer som bjælke, pæl, sparre m.fl. Figurerne får især karakter ved deres fladevirkning og udfylder skjoldet eller feltet mest muligt. Et godt våben har et så enkelt figurindhold og så få farver som muligt. Valget af figurer er præget af, hvilke motiver man kunne forestille sig i middelalderen.
Skjoldet og dets figurer farvelægges ved brug af ganske få rene, ublandede farver (tinkturer). De heraldiske farver er: rød, blå, sort, grøn samt gul og hvid. De to sidstnævnte farver kaldes metaller. De beskrives og kan gengives som guld og sølv. De fire førstnævnte farver kaldes for de egentlige farver. Fladerne i et våben farvelægges principielt således, at metal støder op til farve, f. eks. en guld løve på rød bund, en blå sparre på sølv bund. Derved bliver det let at erkende skjoldfiguren på afstand. Den heraldiske farveregel svarer til grafiske idealer i nutiden. Farverne er en lige så integrerende del af våbenet som figurerne og kan ikke ændres vilkårligt.
Hvad betyder våbenet? Hvad skal figuren eller figurerne i skjoldet udtrykke eller symboliserer? Hvad menes der med dette våbenmærke?
Spørgsmål som disse hører nok til de alle ralmindeligste i forbindelse med interesse for heraldik, hvad enten denne interesse er permanent eller forbigående, hvad enten den spørgende er en person der har studeret emnet og fordybet sig i det, eller det er en på dette felt aldeles ukyndig som, måske for første gang ser et våbenskjold på en bog, en bygning, en blazer eller hvor det nu kan være. "Hvad betyder det?"
Så enkelt og ligetil spørgsmålet lyder, er det imidlertid, som man ved, kun yderst sjældent, at det kan besvares andet end som et forslag, en mulighed, og med alt forbehold (bortset fra våbener der er skabt i vores egen tid): Figurerne kan betyde sådan-og-sådan, men måske også sådan-og-sådan, eller....... en tredje eller fjerde eller femte mulighed.
Det er derfor altid opmærksomhed værd, når man støder på vidnesbyrd, navnlig fra ældre tid, om hvad skaberen af et våben har tænkt sig med netop den figur, med netop de farver, med netop den komposition. Og naturligvis især, hvis den person det drejer sig om, også på anden måde har sat sig spor i historien.
Det er et omfattende historisk detektivarbejde at anskueliggøre betydning af et våbenskjold.
Valgsprog:
Som regel hører der et valgsprog sammen med et våbenskjold.
I tidligere tider spillede en persons valgsprog en langt større rolle end vi næsten kan forestille os i dag. Det var en leveregel, en moralsk rettesnor, en ansporing, en trøst, et holdepunkt i tilværelsen. Man skrev det i sine bøger eller lod det trykke på bindet, man satte det på sit hus. Frederik d. 2.s´ M.H.Z.G.A. (Meine Hoffnung zu Gott allein) og T.I.W. (Treue ist Wildprat) ses, ude og inde, mindst tyve steder på Kronborg. Christian 4. satte R.F.P. (Regna firmat pietas, "Fromhed styrker rigerne") på alle sine bygninger.
Og naturligvis brugte man det ikke mindst sammen med sit våbenskjold, i reglen skrevet på et bånd under eller over skjoldet. Hos fyrster kan det spores tilbage helt 1300-tallet. Med renæssancen blev det almindeligt i vide kredse. Ikke blot personer og slægter havde valgsprog, men byer (i Danmark f.eks. Skagen Christianshavn og Fredericia), skoler, krigsskibe og regimenter.
Nogle valgsprog går tilbage til krigsråb, det gælder f.eks. utvivlsomt Hamilton´ernes berømte "Igennem !", Through !. Noget lignende kan tænkes om de engelske kongers "Gud og min ret", Dieu et mon droit, kendt fra o.1340, eller de preusiske herskeres "Gud med os", Gott mit uns.
I øvrigt behøver valgsprog eller motto ikke at give mening, for at inspirere, snarere tværtimod. Det alt for forståelige giver sjældent ærefrygt. F.eks. Hosebåndsordenens motto "Skam får den der tænker ilde herom", Honi soit qui mal y pense, men ingen har nogensinde kunnet give en forstandig forklaring på hvad det betyder. Det hindrer det ikke i at være det berømteste, det fornemste og det mest lysende motto i kristenheden...........